Syriske oprørere, som lørdag mødtes med russiske officerer i en by i det sydlige Syrien for at føre forhandlinger om en fredsaftale, siger, at mødet endte som en fiasko, da de afviste russernes krav om en overgivelse.
- Russerne var ikke parate til at lytte til vores krav. De sagde, at den eneste mulighed var, at vi skulle gå ind på deres ydmygende krav om en overgivelse, siger Ibrahim Jabawi, som er talsmand for Den Frie Syriske Hær.
Den Frie Syriske Hær er støttet af USA, Saudi-Arabien og andre Golf-stater.
Den syriske hær indtog samtidig flere byer i den sydvestlige del af Syrien, mens oprøreres stillinger blev bombet fra luften.
De vestlige lande krævede i FN's Sikkerhedsråd onsdag, at Rusland skulle leve op til dets forpligtelser i Syrien og krævede et stop for den igangværende offensiv.
FN's særlige udsending Staffan de Mistura advarer om, at militær optrapning truer med at ødelægge fremskridt i en fredsproces. FN-diplomaten havde tidligere rost Iran, Rusland og Tyrkiet for "væsentlige og vægtige" forhandlinger om, hvordan en forfatningskomité i Syrien skal sammensættes og fungere.
Meget af den politiske fremdrift i forhandlingerne er tidligere kommet fra Rusland, som er tæt allieret med Syrien s præsident, Bashar al-Assad mens USA'
Overvågningsgruppen Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, siger imidlertid, at de syriske styrker nu fortsætter en offensiv, som ifølge FN har fordrevet 160.000 mennesker fra deres hjem, hvilket udgør en ny mulig humanitær katastrofe.
Rusland har løbende støttet regeringsstyrkerne med luftangreb, siden Moskva gik ind i krigen i 2015.
Det sydvestlige Syrien er et af to tilbageværende bastioner for oprørsstyrkerne. En anden bastion er en region i nordvestlige del af landet.
Den syriske præsident Bashar al-Assad, har svoret, at han vil generobre områderne.
Borgerkrigen i Syrien, der brød ud i forbindelse med det arabiske forår i 2011, har kostet omkring 500.000 mennesker livet.
/ritzau/Reuters