Regeringen i Syrien har i dag lovet, at de ville ophæve den undtagelsestilstand, som landet har ligget under for de sidste 50 år. Det skriver det internationale nyhedsbureau AP.
Ophævelsen er et af de vigtigste punkter for de regeringsfjendske oprørere. Men løftet fra regeringen kommer også med en advarsel:
Stop oprøret mod præsident Bashar Assad!
Præsidenten mener selv, at oprørerne får, hvad de vil have, hvis undtagelsestilstanden bliver afskaffet, og han står selv bag forslaget.
For at træde endeligt i kraft skal det dog til afstemning i parlamentet den 2. maj. Men det forventes at blive vedtaget uden noget palaver.
Undtagelsestilstanden trådte i kraft i Syrien i 1963, da Baath partiet overtog magten i landet. Assad fik præsidentposten fra sin far i 2000.
Regeringen har brugt den langstrakte 'officielle' krig mod Israel som forklaring på, at undtagelsestilstand var nødvendig i landet.
Det er endnu uvist, om oprørerne vil acceptere ophøret af undtagelsestilstanden og indstille deres protester.
Kilde: AP