Mindst 248 mennesker, heriblandt 109 civile, meldes dræbt under torsdagens kampe i Syrien. Det er det største antal dræbte på en enkelt dag, siden urolighederne begyndte for 17 måneder siden. Det siger menneskeretsgruppen Syrian Observatory for Human Rights.
Rami Abdel Rahman, der med base i London har etableret Syrian Observatory, fortæller, at dagens tabstal også omfatter 93 regeringssoldater samt 46 oprørere og desertører fra den syriske hær, som har tilsluttet sig kampen mod præsident Bashar al-Assads styre.
Kampene mellem styrets tropper og oprørerne i Syriens Frie Hær er koncentreret omkring hovedstaden Damaskus, men også i Homs, Aleppo, Idleb og Hama kæmpes der.
- Det er det største tabstal, der er dokumenteret de seneste 16 måneder, siger Rahman og advarer om, at antallet af dræbte kan vise sig at være endnu større.
Oprørerne overtog torsdag kontrollen med samtlige grænseovergange til Irak, ifølge den irakiske viceindenrigsminister, Adnan al-Assadi.
- Alle grænseovergangene mellem Irak og Syrien er under Syriens Frie Hærs kontrol. Den syriske hær fokuserer på Damaskus, fortæller han.
FN's Sikkerhedsråd stemte torsdag om en resolution om Syrien, men som ventet nedlagde Rusland og Kina veto mod forslaget fra flere vestlige lande. Dermed forhindrede Rusland og Kina, at styret udsættes for yderligere sanktioner.
/ritzau/AFP