Den syv år lange konflikt i Syrien har kostet over 350.000 mennesker livet, viser opdaterede tal fra overvågningsgruppen Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder.
Gruppen, der løbende informeres af en række netværk i det meste af Syrien, siger til AFP, at 353.395 mennesker er blevet dræbt siden den 15. marts 2011.
Konflikten, som torsdag går ind i sit ottende år, har kostet usædvanligt mange civile liv.
Ifølge lederen af overvågningsgruppen, Rami Abdel Rahman, er 106.390 civile blevet dræbt på syv år. Antallet af børn blandt de dræbte er 19.811. Antallet af dræbte civile kvinder er 12.513.
Unicef har også offentliggjort nye tal, der viser, at 2017 var det år, hvor flest børn i Syrien blev dræbt af ekstrem og vilkårlig vold - 50 procent flere end i 2016.
- Børn er i allerhøjeste grad i skudlinjen. I dag er en fjerdedel af alle drab på civile. Flere børn bliver dræbt i vilkårlige angreb i tæt befolkede områder, fastslår Unicef i en opgørelse over de dræbte.
På regimets side er der under den syv år lange konflikt blevet dræbt 58.130 soldater og militsfolk - deriblandt 1630 fra Libanons Hizbollah-milits og 7686 fra andre shiamuslimske og iranskstøttede grupper.
Antallet af dræbte tilhængere af Islamisk Stat og andre jihadistiske grupper er på 63.360.
Antallet af dræbte krigere og militsfolk fra andre grupper - deriblandt moderate oprørsgrupper og kurdiske militser - på 62.039.
Siden den 18. februar er mange hundreder blevet dræbt i det østlige Ghouta.
Her førte regeringsstyrkernes offensiv i weekenden til en opsplitning af den oprørskontrollerede enklave, hvilket svækker oprørerne.
Det er hærens erklærede mål at vinde kontrol over enklaven ved at dele den op.
/ritzau/AFP