Det skete midt i Beiruts centrum i 2005. En bombe på over 1.000 kilo dynamit sprængte Libanons tidligere premierminister Rafik Hariri i luften sammen med en tidligere økonominister og 20 andre.
I går bestemte FN s Sikkerhedsråd, at Libanon skal tvinges til at retsforfølge de mistænkte i sagen - ellers vil FN selv nedsætte en international ret.
Beslutningen skabte med det samme vrede i nabolandet Syrien og i dele af Libanons opposition.
De mistænkte i mordet på Rafik Hariri er nemlig ikke hvem som helst. Ja, faktisk er de mistænkte netop nabolandet Syrien og den syrisk-venlige opposition i Libanon.
- Denne domstol er helt klart noget, som ikke er i Libanons befolknings interesse, sagde Syriens FN-ambassadør efter FN s beslutning til Reuters.
Generaler fængslet
Syrien havde tidligere tropper i Libanon og har stadig tæt forbindelse til flere partier i landet og til den islamiske bevægelse Hizbollah. Hariri var modstander af den syriske indflydelse, og hans død førte til et folkekrav om, at syrerne trak sig helt ud af Libanon. Syrien endte med at trække alle 14.000 soldater ud – men deres indflydelse er stadig stor i Libanon.
En tidligere FN-rapport har kastet alvorlig mistanke på Syrien om involvering i mordet på Hariri. Fire pro-syriske generaler fra Libanon er allerede arresteret i sagen. Den fulde opklaring af sagen kan give uro. Men den er nødvendig, mener Libanon-ekspert Peter Seeberg.
Flere bomber ventes
- Man kan godt forestille sig, at der vil komme flere attentater og forsøg på at destabilisere situationen i forbindelse med en retssag. Samtidig er det også endnu en pind til Syriens udenrigspolitiske ligkiste, som stiller regimet i et endnu dårligere lys, fordi det sandsynligvis vil blive involveret, siger Seeberg, der er leder af Center for Mellemøststudier på Syddansk Universitet.
Ville det så ikke være bedre bare at lade fortid være fortid og opgive retssagen?
- Nej, retssagen er en sejr for demokratiet og en støtte til regeringen i Libanon. Vi kan jo ikke bare have, at folk render rundt og slår tidligere premierministre ihjel.
Syrien har afvist at medvirke i opklaringen af sagen. Minutter efter FN s afgørelse sprængte en bombe i en af Beiruts forstæder.
24. februar 2005 blev Rafik Hariri sprængt i luften med en voldsom bilbombe, der kostede 22 livet.
Hariri var tidligere premierminister i Libanon. Han kritiserede voldsomt Syriens indblandning i libanesisk politik. Ifølge flere vidner truede Syriens præsident direkte Hariri kort inden hans død.
En FN-rapport har tidligere kastet mistanke på både syriske og libanesiske embedsmænd i forbindelse med mordet.