Syrien har modtaget en første forsendelse af russiske S-300-missiler, antyder Syriens præsident, Bashar al-Assad, i et interview, der udsendes torsdag på Hizbollahs tv-station al-Manar.
I en erklæring siger tv-stationen, at Assad til et spørgsmål om leveringer af missilerne fra Rusland svarer bekræftende:
- Alle aftaler med Rusland bliver overholdt, og nogle er faldet på plads for nylig, siger Assad i interviewet, som vil blive sendt sent torsdag i både Libanon og Syrien.
S-300 er et avanceret jord-til-luft missil, der både kan nedskyde fly og ballistiske missiler.
Israels forsvarsminister, Moshe Yaalon, siger i en reaktion, at den israelske stat vil vide, hvordan den skal reagere, hvis russerne fortsætter med at give Syrien missiler.
Israel har to gange i år angrebet våbenlagre, der indeholdt iranske våben, i Syrien. De var angiveligt tiltænkt den libanesiske gruppe Hizbollah, der støtte Bashar al-Assad og samtidig er blandt Israels ærkefjender.
Rusland har sagt, at de avancerede antiluftskytsmissiler skal fungere som en "stabiliserende faktor" i Syrien og forhindre fremmed militær indblanding i den blodige konflikt.
/ritzau/AFP