Flere steder i Europa blev og bliver der torsdag holdt demonstrationer i sympati med, at de autonome i København i dag har måtte forlade Ungdomshuset.
Tidligere i dag gjaldt det svenske aktivister, der troppede op foran den danske ambassade i Stockholm med en banner, hvor der stod: Solidarity with Ungdomshuset (Solidaritet med Ungdomshuset).
Klokken 19.00 tordag aften vil også tyske aktivister i Hamborg demonstrere i sympati med de danske autonome. Også aktivister fra Kiel vil deltage i demonstrationen. Det bekræfter grænsepolitiet i Padborg, der har skærpet overvågningen ved den dansk/tyske grænse.