De danske sygeplejersker skal have ny formand. Connie Kruckow takker af efter ni år på posten ved udgangen af maj.
Det har hun netop meddelt Dansk Sygeplejeråds hovedbestyrelse.
"Jeg synes, det har været et stort privilegium at stå i spidsen for sygeplejerskerne. Jeg er 55 år og er nu kommet til et tidspunkt i mit arbejdsliv, hvor jeg har lyst til at prøve kræfter med noget nyt," siger Connie Kruckow ifølge DR.
Hun har endnu ikke besluttet, hvad hun vil beskæftige sig med fremover.
Connie Kruckow spillede en væsentlig rolle, da der sidste år var langvarig strejke på sundhedsområdet.
Hun har tilbragt en stor del af sit liv i Dansk Sygeplejeråd med ni år på formandsposten, syv år som amtskredsformand og seks år som faglig sekretær.
Blandt hendes resultater er overenskomsterne, den nye grunduddannelse, en specialuddannelse til kræftsygeplejersker samt en ny uddannelse for sundhedsplejersker.
Den ny formand skal findes ved en urafstemning blandt medlemmerne af Dansk Sygeplejeråd. Det skal ske senest fire måneder efter Kruckows fratræden 31. maj.