Mange danske sygeplejersker pakker fortsat deres ting og rejser til Norge for at arbejde.
I årets første fire måneder har 255 danske sygeplejersker fået autorisation til at arbejde i Norge. Det er en stigning på 36 procent i forhold til samme periode sidste år, skriver DR.dk.
Det er godt nyt for både sygeplejerskerne, Norge og Danmark, lyder det fra Dansk Sygeplejeråd, der fortsat ser en stor interesse for muligheden.
God løn og den medfølgende erfaring, kan nemlig på sigt give job herhjemme, vurderer næstformand i Dansk Sygeplejeråd, Anni Palsgaard.
- Vi vil jo meget gerne sige "på gensyn" til de kære danske sygeplejersker. For vi vil jo gerne, at de danske borgere skal have gavn af de dygtige danske sygeplejersker, som jo også er blevet uddannet via danske skattekroner, siger Anni Palsgaard til DR Nyheder.
Sygeplejerske Kathrine Rask Pedersen fra Aarhus har arbejdet i Norge i to perioder.
- Man får flere penge, end man gør herhjemme, og man kan komme ud og se noget, som vi ikke har i Danmark, fortæller hun til DR Nyheder.
Newspaq