Skrevet i samarbejde med Stinne Kaasgaard Poulsen
Landets sygeplejersker er langt fra parate til at slække på kravene for at stoppe den snart tre uger lange strejke. Heller ikke selvom viljen til at bøje sig og sætte sig tilbage til forhandlingsbordet i dag har givet de medstrejkende social- og sundhedshjælpere, pædagogmedhjælpere og dagplejere flere kroner i lønningsposen.
Det viser en rundringning til formændene for de fem kredse i Dansk Sygeplejeråd, der er sygeplejerskernes fagforening. Alle som én bakker de fortsat op om sygeplejerådets formand, Connie Kruckow, og de ultimative krav: Lønnen skal op med 15 procent, og der skal nedsættes en ligelønskommission, inden de er parate til at vende tilbage til arbejdet.
Forlig giver blod på tanden
- Det er godt for FOA (fagforeningen Fag og Arbejde, red.) og FOA s medlemmer, hvis de nu har opnået et resultat, som de er tilfredse med. Men jeg har lige været sammen med godt 700 sygeplejersker i Thisted. Og vi er enige om at holde fast, siger Jytte Wester, formand for Dansk Sygeplejeråds kreds Nordjylland.
Anni Pilgaard, formand for kreds Syddanmark, tilføjer:
- Vi konflikter da selvfølgelig videre. Når vi nu har set, at det er lykkedes for FOA at skaffe social- og sundhedspersonalet mere i løn, så giver det da os endnu mere blod på tanden. Men initiativet til at komme tilbage til forhandlingsbordet ligger helt klart hos arbejdsgiverne.
Dén pointe er alle kredsformænd helt enige om: Forliget mellem kommunerne og FOA lægger yderligere pres på sygeplejerskernes arbejdsgivere, som primært er regionerne.
- Arbejdsgiverne har vist vilje til at give sosu erne mere i løn. Nu må de tage initiativet og udvise den samme forhandlingsvilje over for os, lyder det fra Else Kayser, formand for kreds Midtjylland.
Politisk indgreb er hasard
Står det til sygeplejerskernes kredsformænd, skal formand Connie Kruckow altså bare holde fast i den nuværende linje. Også selvom sygeplejerskerne risikerer, at politikerne til sidste griber ind for at stoppe konflikten. Det vil nemlig være ualmindeligt dumt af de folkevalgte på Christiansborg, mener de.
- Politikerne skal være meget klar over, at de spiller hasard med det danske sundhedsvæsen, hvis de laver et indgreb, uden at der følger penge med, siger Vibeke Westh, formand for kreds Hovedstaden.
Anni Pilgaard fra kreds Syddanmark tilføjer, at et politisk indgreb i strejken vil føre til så stor utilfredshed, at endnu flere sygeplejesker vil flygte fra det offentlige sundhedsvæsen og over i det private.
- Så hvis det kommer dertil, vil det stå tydeligt i sol, måne og stjerner, at regeringen ikke ønsker et offentligt sundhedsvæsen, siger hun.