Det gyldne overblik over danske hjerte- og kræftpatienters behandling skal fremover lægges i hænderne på sygeplejersker og lægesekretærer.
De såkaldte 'forløbskoordinatorer' skal f.eks. gribe ind og påpege over for de ansvarlige læger, hvis de rette undersøgelser ikke bliver bestilt til tiden.
Og så skal koordinatorerne sørge for, at der ikke opstår huller, når patienter bliver overført fra en afdeling til en anden.
Det foreslår sundhedsordfører for Dansk Folkeparti Liselott Blixt (DF), der i samarbejde med sundhedsminister Bertel Haarder (V) nu giver en ny garanti til patienterne.
Omkring 100 såkaldte 'forløbskoordinatorer' har allerede forsøgsvis været i aktion på flere kræftafdelinger. Men nu skal ordningen gøres permanent.
"De fleste steder er det sygeplejersker, der har taget sig af opgaven. Men nogle steder kan det også være lægesekretæren, der booker tider de forskellige steder. I den sidste ende er det op til de forskellige regioner og afdelinger at afgøre, hvordan det forløber bedst hos dem," siger Liselott Blixt til Nyhedsbureauet Newspaq.
Garantien lover de livstruede hjertepatienter og alle kræftpatienter en kontaktperson, som skal hjælpe dem rundt i sundhedsjunglen. En opgave, som sygeplejerskerne og lægesekretærerne skal løfte. Samtidig skal de sørge for, at gribe ind, hvis lægerne f.eks. ikke bestiller de rette undersøgelser til tiden.
Ordningen er blevet til, efter at sundhedseksperter, overlæger og patientforeninger har kritiseret kræftbehandlingen for at være usammenhængende og i værste fald årsag til dødsfald.
Bent Hansen (S), formand for Danske Regioner - hvorunder sygehusene tilhører - hilser forløbskoordinatorerne velkommen og anslår, at de i alt kommer til at koste over 50 millioner kroner.
Et beløb som han regner med, at regeringen dækker fuldt ud.
"Penge er et krav, ellers kan det slet ikke lade sig gøre. Hvis ikke, regeringen bakker ordningen op med ressourcer, så er det en gratis udmelding," siger Bent Hansen til Newspaq.
Men han må vente til sommerens forhandlinger med regeringen om den nye kræftpakke III eller i økonomiaftalen med Danske Regioner.
Gennem sin pressechef oplyser indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder (V) nemlig, at han ikke vil love pengene på forhånd.
Det vil Liselott Blixt derimod gerne.
"Det er vigtigt, at det her kommer op at køre. Og der er det helt klart, at hvis der mangler økonomi, så må vi sige, at det skal til, fordi det er til gavn for patienterne," siger hun.