Hjemmehjælpere, sygeplejersker og pædagoger var blandt de faggrupper, der strejkede for en ekstra lønstigning.
I løbet af den tre uger lange strejke for to år siden lykkedes det for de offentligt ansatte at få tilkæmpet sig en lønstigning på 30 millioner kroner om året til landets 60.000 pædagoger. Men samtidig blev strejkekassen tømt for 315 millioner, skriver Politiken.
Det betyder, at der vil gå mere end 15 år, før pengene er tjent hjem, viser et regnestykke, som arbejdsmarkedsforskerne Jørgen Stamhus og Steen Scheuer har lavet.
Formand for BUPL, Henning Pedersen, anerkender tallene:
"Men regnestykket giver ikke det fulde billede af strejken. En konflikt er en langsigtet investering. Vi fik sat fokus på, hvor meget - eller snarere hvor lidt - en pædagog tjener. Det overraskede mange af dem, vi mødte på gader og pladser," siger han til avisen.
Pædagogerne, der har en månedsløn på godt 24.000 kroner, har i seks måneder måttet betalte et konfliktkontingent på 300 kroner for at fylde strejkekassen op igen.
Også sygeplejerskerne og andre ansatte i sundhedsvæsnet fik tilkæmpet sig ekstra penge - nemlig 82 millioner om året. Til gengæld er der røget 650 millioner kroner af strejkekassen, hvilket altså betyder, at det vil tage mere end ti år, før pengene er hentet hjem igen.
Cirka 70.000 sygeplejersker og andet sygehuspersonale strejkede fra april og ind i juni 2008, hvor der kun blev opretholdt nødberedskab.