Aalborg Sygehus har landets mest roste kræftafdeling, fordi hospitalet som det eneste i landet kan behandle meget syge kræftpatienter på rekordtid. Succesen skyldes afdelingens effektive sygeplejersker, skriver Nordjyske Stiftstidende.
Aalborg Sygehus har målt sygeplejerskernes tidsforbrug og er kommet frem til, at de er så effektive, at de behandler 15 procent flere patienter. Det er blandt andet mennesker med kræft i knogler, endetarmsåbningen og urinblæren, som i Aalborg bliver behandlet inden for de garanterede fire uger, men som på andre hospitaler må vente seks til 10 uger på behandling.
Direktør i Kræftens Bekæmpelse Arne Rolighed giver sin fulde opbakning til indsatsen i Aalborg, ikke mindst når det gælder strålebehandling:
»Enten er de drøndygtige, eller også svineheldige,« siger han med smil i stemmen til Nordjyske.dk og tilføjer, at sandheden nok er en kombination.
Aalborg Sygehus har desuden så meget overskud, at der også er tid til at 5.500 behandle patienter fra andre dele af landet. Samtidig er personalet sjældent på arbejde mere end 37 timer om ugen.