For dårlig brandsikring og mangel på sprinkleranlæg. Træk og kulde fra vinduerne. Og brud på reglerne for arbejde med kræftfremkaldende stoffer.
Det er nogle af de 400 påbud for dårligt arbejdsmiljø, som de danske sygehuse har modtaget de seneste to år, skriver Jyllands-Posten.
»Alt for mange sygehuse er nedslidte, og der har i de seneste mange år ikke været penge til vedligehold og den nødvendige udbygning. Mange sygehuse ligger i ældre bygninger, som ikke er ændret i takt med, at der er kommet mere og mere intensiv behandling med flere apparater omkring pateinterne,« siger næstformanden i Dansk Sygeplejeråd, Dorthe Steenberg, til Jyllands-Posten.
Arbejdstilsynet valgte i 2005 og 2006 at give særlig opmærksomhed til arbejdsmiljøet på sygehusene. På nogle sygehuse er der alt for mange patienter på alt for lidt plads, og det førte blandt andet til 25 vidtgående påbud især i Region Syd og Region Midt.