Hver tredje af landets medicinske afdelinger har patienter liggende på gangen på grudn af manglende sengepladser.
Men sygehusene har selv fjernet 2.000 senge på ni år. I 1996 havde hospitalerne mere end 10.000 senge på afdelingerne, i 2005 var tallet faldet til 8.000. Det skriver Politiken.
Ifølge professor i sundhedsøkonomi Kjeld Møller Pedersen fra Syddansk Universitet har sygehusene reduceret sengepladserne uden samtidig at behandle og udskrive patienterne hurtigere.
I Region Hovedstaden har seks ud af syv hospitaler medicinske afdelinger med flere patienter, end der er senge til. Vibeke Storm Rasmussen (S), formand for regionsrådet i Region Hovedstaden, afviser, at sygehusene har nedlagt for mange sengepladser.
Hun siger til Politiken, at problemet er, at nogle patienter ikke burde være på de medicinske afdelinger. Hun henviser til, at 116 sengepladser på hospitalerne i hovedstaden hver dag er optaget af ældre, der er færdigbehandlet, og som venter på for eksempel en plejehjemsplads.