Selv om turen hjem fra hospitalet måske kun er 20 kilometer lang, kan det meget vel tage tre timer for alvorligt syge, som nyrepatienter, at blive fragtet hjem med sygetransporten i Region Hovedstaden, skriver B.T.
Det er det private busselskab Vognmændenes Bus Trafik (VBT), der står bag de - ifølge patienterne - umenneskelige sygetransporter til og fra hospitalerne i hovedstadsområdet.
- En dialyse er ligeså udmattende for kroppen, som et maratonløb. Derfor er det enormt hårdt at vente og køre så længe, siger Lis Videbæk, der er formand for Nyreforeningen i København til B.T.
Ifølge en undersøgelse fra Nyreforeningen er det kun hver femte nyrepatient, der kommer hjem inden for en time. Resten af patienterne kan være tre timer eller mere undervejs. Og det er ikke kun nyrepatienterne, der lider. VBT kører nemlig syge af enhver art for Region Hovedstaden.
Vil hellere være svin
- En patient har sagt, at han hellere ville være et svin i en svinetransport. Og jeg kan undre mig over, om man ikke tænker mere på dyrene ved sådanne transporter, end de syge patienter ved VBTs transporter, siger Lis Videbæk.
Også Ældresagen kender til de ulideligt lange sygetransporter, som ikke kun er velkendte i hovedstadsområdet, men landet over. Foreningen kræver politisk handlen for at få problemet løst.
- Det må være muligt at bestille individuelle transpoter, når der er brug for det, siger Kirsten Dyrborg, konsulent i Ældresagen.
I Region Hovedstaden indrømmer man, at der har været problemer med VBT.
- Det er en fejl, der skal rettes op på, hvis folk kommer for sent hjem eller for sent til behandling. Men jeg håber, der er forståelse for, at vi også må se det fra en fornuftig økonomisk synsvinkel, forklarer Peter Mandrup Jensen, økonomidirektør i Region Hovedstaden til B.T.