Designermøbler og nye pc-skærme er gennem længere tid blevet smadret og smidt ud under DR’s flytning til DR Byen. Det siger anonyme flyttemænd til Nyhedsavisen.
Men inventaret, der blandt andet kom fra 1.500 arbejdspladser, kunne være brugt andre steder. Faktisk havde en institution med psykisk syge skrevet til DR for at modtage borde, stole og elektronisk udstyr, som mediegiganten ikke længere skulle bruge.
De syge fik aldrig et svar.
»Jeg kunne forstå, hvis de havde valgt at give tingene til andre, hvor de kunne være til nytte. Men jeg bliver rystet, når jeg kan læse i Nyhedsavisen, at tingene blot bliver smidt ud,« siger Ole Hansen, koordinator for Netværkstedet Thorvaldsen. Også hos Frelsens Hær undrer man sig over, at DR ikke har tilbudt tingene til genbrugsbutikkerne.
»DR kender jo godt vores genbrug. De købte i hvert fald hos os, da de for eksempel indspillede ?Krøniken’,« siger informationschef Lars Lydholm.
DR’s konstituerede kommunikationschef Peter Kyhl bekræfter, at man går efter at sælge det gamle udstyr.
»Det har været politikken ikke at donere til nogen, før vi har vidst, om vi kunne sælge det. Vi er jo ikke i den velgørende branche. Vi har et ansvar for, at de ting, vi ejer, bliver solgt,« siger Peter Kyhl.
At DR ikke har en politik for at give tingene væk, når de ikke skal bruges længere, vækker forargelse fra Dansk Folkeparti til Enhedslisten.
Det er ?fuldstændigt gak i hovedet’ og ?katastrofalt’, lyder det fra de fleste medieordførere.
Flere partier vil nu have kulturminister Brian Mikkelsen (K) ind i sagen.
»Vi har i forvejen set vilde budgetoverskridelser i forbindelse med DR-byggeriet, og så virker det her fuldstændig absurd,« siger Ellen Trane Nørby (V).