Franske fans af Whitney Houston må kigge langt efter den lovede koncert i Paris. Popstjernen er nemlig blevet syg og har derfor aflyst koncerten.
"Whitney lider af en infektion i de øvre luftveje og efter konsultation med hendes læge, er hun blevet anbefalet at udskyde sin optræden," skriver koncertarrangørerne i en meddelelse.
Arrangørerne lover dog, at en ny koncert vil blive arrangeret, så de forventningsfulde fans ikke skal svigtes helt.
"Whitney og hendes band undskylder, at showet må udskydes med så kort varsel," står der i meddelelsen.
Ifølge arrangørerne vil næste koncert på den stort anlagte Europa-turné blive afholdt planmæssigt i Manchester den 8. april.
Whitneys verdensturné startede i februar i Sydkorea og blev efterfulgt af koncerter i Japan og Australien.
Hendes optræden i Australien blev kritiseret af flere anmeldere, og nogle af hendes fans forlod ligefrem koncerten, fordi hun sang falsk, mistede pusten og så udmattet ud.