Både julen og nytåret har været præget af sygdom for britiske dronning Elizabeth.
Det betød i første omgang, at dronningen så sig nødsaget til at aflyse den traditionsrige tur i kirke julemorgen, og søndag måtte hun så igen melde afbud til nytårsgudstjenesten den 1. januar.
- Dronningen føler sig endnu ikke klar til at gå i kirke, da hun stadig er ved at komme sig over en slem forkølelse, skrev kongehuset i en pressemeddelelse ifølge magasinet People.
Den 90-årige dronning, der sidst er set ved et offentligt arrangement den 9. december, var ikke det eneste medlem af den britiske kongefamilie, der ikke dukkede op i kirken søndag.
Dronningens barnebarn prins William og hans hustru, hertuginde Kate, tilbragte nemlig søndagen sammen med parrets børn hos hertugindens mor.
I sidste uge var dronning Elizabeth omdrejningspunkt i en historie, der hastigt spredte sig på sociale medier. På Twitter blev hun nemlig fejlagtigt erklæret død.
Den falske nyhed om den aldrende britiske monark var sat i gang af et par falske Twitterkonti, der udgav sig for at være det anerkendte medie BBC.
Efterfølgende er de falske konti blevet slettet, men de nåede at skabe panik og røre blandt de royale fans.
Den britiske dronning kunne i april sidste år fejre sin 90-års fødselsdag.
/ritzau/FOKUS