Diana Højberg fra Esbjerg har op til flere gange fundet søm og tegnestifter med spidsen opad i puslepude i Shoppingcentret Broens puslerum.
Hun advarer nu andre mødre på facebooksiden 'Esbjergs mødregruppe' og opfordrer til at tjekke de bløde puslepuders overflade, inden de lægger deres små børn på dem for at skifte ble.
Det skriver JydskeVestkysten.
Her fortæller Diana Højberg om en episode, hvor hun ville skifte sin syv måneder gamle datter i shoppingcentrets pusleafdeling:
- Første gang for cirka fjorten dage siden kører jeg hånden hen over puslebriksen og mærker noget, der stikker. Det viser sig at være et lille søm og anden gang er det en tegnestift, der ligesom er sat ind i betrækket. Jeg tjekkede også den anden puslebriks i rummet, men der var der ingen i. Det var meget mærkeligt og skræmmende, synes jeg, siger den 24-årige Diana Højberg til JydskeVestkysten.
Hun delte efterfølgende sin oplevelse i facebookgruppen 'Esbjergs Mødregruppe' hvor hun skriver:
"Til jer, der skifter i puslerummet i Broen, tjek puslepuden, inden i lægger barnet. Nu har jeg opdaget de to ud af tre gange, jeg ville skifte min datter, at der var små søm og tegnestifter..pas på...Jeg mærker altid efter, inden jeg lægger hende".
Centerchef i Broen Janni Baslund Dam er bestyrtet over hændelsen og har efterfølgende skiftet centrets puslepuder ud med nye puder i et anderledes materiale, der gør det umuligt for gerningsmændene at forsætte deres ondsindende joke, fortæller hun til JydskeVestkysten.