Han er kendt som den affekterede bankdirektør Varnæs fra successerien Matador.
Men den hyggelige jul i familiens skød, som man så Holger Juul Hansen som bankdirektør holde i serien, er i virkeligheden udskiftet med hospitalet.
Den 88-årige skuespiller er ramt af en lungebetændelse, der tærer på kræfterne. Derfor holdes julen på Bispebjerg Hospital.
Det fortæller den succesfulde skuespillers kone Inge Juul Hansen til Billed Bladet.
- Jeg be'r bare til, at Holger bliver rask og kommer med mig hjem, siger den kærlige hustru til ugebladet.
Det er en genstridig lungebetændelse, som efter en penicilinkur har tæret på kræfterne. Efterfølgende har Holger Juul Hansen fået konstateret vand i lungerne.
Holger Juul Hansens kone Inge samt deres søn Christian, hans kone og deres 13-årige datter Lærke vil holde skuespilleren med selskab juleaften på hospitalet.
- Lærke er meget knyttet til sin morfor, så allerede for to måneder siden købte hun sin julegave til Holger. Dét skulle bare være i orden, siger Inge Juul Hansen til Billed Bladet.
Hun fortæller også, at hun har opmuntret sin mand, der har været ked af det under sin sygdom.
Kilde: Billed Bladet