Den storsælgende danske forfatter Jussi Adler-Olsen løfter i et interview med Politiken sløret for fremtiden.
Forleden fortalte han, at han er ramt af knoglemarvskræft, men at han efter omstændighederne har det godt.
- Men jeg hænger jo på den. Altså jeg kommer til at dø af den her sygdom. Den er uhelbredelig. Indtil videre, i hvert fald, sagde den 74-årige forfatter.
Sygdommen betyder, at han har overladt sin populære bogserie om "Afdeling Q" til forfatterne Line Holm og Stine Bolther.
Den næste, og 11., "Afdeling Q"-bog er dog allerede skrevet. Den lander i butikkerne til marts og har fået titlen "Døde sjæle synger ikke". Bogen kan forudbestilles her.
"Døde sjæle synger ikke" har Jussi Adler-Olsen skrevet sammen med Line Holm og Stine Bolther og den har fået en ny, kvindelig hovedperson.
Jussi Adler-Olsen fortæller til Politiken, at han har været begrænset med i udarbejdelsen af den nye bog, men at han er meget glad for resultatet:
- Det er virkelig vellykket. Og velskrevet. Og anderledes. Humoren er velbegavet. Det kunne jeg ikke selv have lavet.
Jussi Adler-Olsen blev sidste år indlagt til behandling år på Herlev Hospital og senere overført til Rigshospitalet, hvor han fortsat modtager kemoterapi.
Han har tidligere været alvorligt syg med kræft. I 2009 fik han konstateret prostatakræft. To år senere blev der efter et rutinetjek fundet kræftceller igen.
I 2000 var han også ramt af den alvorlige sygdom, da han fik konstateret kræft i tyktarmen.