En sydsjællandsk bedrager blev forleden anholdt af politiet på Island, da han forsøgte at komme videre til USA, oplyser politiet.
Han blev hurtigt bragt tilbage til Danmark, hvor han mandag af Retten i Næstved blev idømt ubetinget fængsel i to år.
En stor del af bedragerierne er sket efter kontakt på dba.dk, hvor folk efterspurgte billetter til koncerter og festivaler.
De håbefulde mennesker overførte penge til den 28-årige Dennis M. Andreassen fra Vordingborg, selv om han ikke havde de billetter, han havde lovet dem.
I alt snød han omkring 20 mennesker, som havde annonceret på dba.dk, oplyser specialanklager Susanne Bluhm.
Ofrene kommer fra alle egne af landet, oplyser hun om sagen, som flere gange tidligere har været forsøgt afgjort.
Imidlertid er den 28-årige igen og igen udeblevet fra retsmøder i Retten i Hillerød, som også har haft sagen på programmet.
- Nogle af de forurettede har været indkaldt til at vidne syv gange, siger Susanne Bluhm.
Også mandagens retsmøde i Næstved var tæt på en aflysning. Dennis M. Andreassen havde nemlig købt en flybillet til USA.
Rejsen gik via Island, men dansk politi fik islandske kolleger til at gå om bord i et fly, inden det lettede fra lufthavnen i Keflavik mod USA og få fat i den sjællandske mand. Søndag kunne danske politifolk så føre ham tilbage til den ventende straffesag i Næstved.
Under retssagen har han erkendt de fleste bedrageriforhold, som samlet løber op i cirka fire millioner kroner, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. I nogle tilfælde er også bekendte blevet franarret penge.
Efter dommen er han blevet varetægtsfængslet, oplyser anklageren. Begrundelsen er dels risikoen for, at han stikker af, inden han skal afsone, og dels at han på fri fod igen vil kaste sig ud i svindelnumre.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.