Et dommedagsscenarium kalder delstatens premierminister det. Og det ord er meget rammende for den version af Sydney, som en gruppe klimaforskere udpensler i en ny rapport.
Delstaten New South Wales har bestilt rapporten om Australiens største bys kommende klima, og konklusionerne er dystre.
Ifølge forskerne fra The Commonwealth Scientific and Industrial Research (CSIRO) vil byen mangle drikkevand allerede om 20 år, hvis Sydney-borgerne ikke halverer deres vandforbrug.
I 2070 vil byen opleve alvorlig tørke i ni ud af 10 år, og 1.312 personer vil dø af varmen hvert år mod 176 om året i dag.
Tørken vil desuden øge antallet af bush-brande dramatisk, og Sydney vil komme til at minde om byerne i det indre Australien.
»Det er vigtigt, at folk forstår, at dette ikke bare er endnu en tilfældig advarsel. Bag disse scenarier ligger megen australsk og international forskning,« siger Ben Preston fra CSIRO til ABC Radio.
Australien er et af de få større lande, som nægter at skrive under på Kyoto-protokollen, som begrænser landes CO2-udslip.