Ritzau
Opdateret kl. 06:08
Sydkoreas præsident, Moon Jae-in, og den nordkoreanske leder, Kim Jong-un, mødes fredag.
Og når det sker, vil Moon Jae-in tage imod sin gæst i den demilitariserede zone på grænsen mellem de to lande.
Herefter vil sydkoreanske æresvagter eskortere de to ledere til en velkomstceremoni, der bliver holdt for Kim Jong-un.
Det fortæller den sydkoreanske præsidents stabschef, Im Jong-seok, torsdag.
Det officielle møde mellem de to er planlagt til at begynde klokken 02.30 natten til fredag dansk tid.
Det er første gang i 65 år, at en nordkoreansk leder møder en sydkoreansk præsident uden for Nordkorea.
Topmødet holdes i landsbyen Panmunjom på selve grænsen mellem de to lande. Det var netop her, at den våbenhvileaftale, som afsluttede Koreakrigen, blev underskrevet i 1953.
Det er blot det tredje topmøde mellem Nord- og Sydkorea siden våbenhvilen, og de to lande er teknisk set stadig i krig, da der aldrig er indgået en officiel fredsaftale.
Til topmødet vil muligheden for en varig fred mellem Syd- og Nordkorea formentlig blive drøftet. Ligesom muligheden for at Nordkorea indstiller sine forsøg med atomvåben og langtrækkende raketter.
- At opnå en aftale om atomnedrustning på et tidspunkt, hvor Nordkoreas atom- og missilprogrammer har udviklet sig meget, vil være fundamentalt forskelligt fra de aftaler om nedrustning, der blev indgået i 1990'erne og begyndelsen af 00'erne.
- Det er det, der gør dette topmøde så vanskeligt, siger den sydkoreanske stabschef Im Jong-seok.
/ritzau/AFP