Sydkoreas præsident Roh Moo-hyun krydsede tirsdag grænsen til Nordkorea til fods for at møde Nordkoreas præsident Kim Jong-Il. Det er blot anden gang siden Koreakrigen, at de to landes ledere mødes. Det skriver BBC.
Nord- og Sydkorea har aldrig formelt afsluttet krigen, der udkæmpedes i 1950-53. Håbet er at nå netop det resultat ved et topmøde, der indledes tirsdag.
Ved den demilitariserede zone mellem Nord- og Sydkorea trådte præsidenten og hans hustru over et gult bånd med påskriften fred og velstand . Det var første gang nogensinde, en sydkoreansk leder krydsede grænseovergangen til fods.
- Jeg håber, at flere vil følge efter, sagde Roh, umiddelbart inden han tog de få skridt hen over grænsen.
- Denne linje vil gradvist blive udvisket, og muren vil falde.
Derefter fortsatte Roh i bilkortege mod Nordkoreas hovedstad, Pyongyang, for at påbegynde det tre dage lange topmøde.