Et flertal af sydkoreanerne foretrækker den tidligere leder af landets Demokratiske Parti Moon Jae-in som deres næste præsident.
Det viser en ny meningsmåling ifølge lokale medier.
Målingen kommer i kølvandet på, at en forfatningsdomstol fredag afsatte 65-årige Park Geun-hye fra embedet permanent i en stor korruptionssag.
Moon Jae-in, der tabte til den konservative Park Geun-hye ved præsidentvalget i 2012, har ifølge målingen opbakning fra 29,9 procent af vælgerne.
Den 64-årige tidligere stabschef for afdøde præsident Roh Moo-hyun opnåede samme opbakning i en måling i februar.
Det rapporterer nyhedsbureauet Yonhap ifølge dpa.
Guvernør i provinsen South Chungcheong Ahn Hee Jung sikrer sig i den nye måling 17 procent af stemmerne, mens fungerende præsident og nuværende premierminister Hwang Kyo Ahn får en opbakning på 9,1 procent.
Park Geun-hye er Sydkoreas første folkevalgte præsident, der er tvunget væk fra posten. I løbet af 60 dage skal der udpeges en afløser ved et nyt præsidentvalg.
Det forventes, at valget vil blive afholdt i begyndelsen af maj.
Korruptionssagen drejer sig blandt andet om Park og veninden Choi Soon-sil. De to har angiveligt arbejdet sammen om at lokke bestikkelse fra elektronikgiganten Samsung og andre firmaer.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Choi Soon-sil, der i årtier har kendt Park, er anklaget for at have udnyttet sin nære forbindelse til præsidenten. Hun skal have afpresset lokale virksomheder til at "donere" 490 millioner kroner til en fond, som hun selv bestyrede og brugte til egne formål.
Begge kvinder har nægtet, at de har gjort noget ulovligt.
Parlamentet i Sydkorea suspenderede Park fra præsidentembedet 9. december.
/ritzau/