Sydkorea forhøjer nu det militære beredskab, efter Nordkorea i går truede Sydkorea med krig. Også amerikanske tropper er i forhøjet beredskab.
Det militære beredskab forhøjes til niveau to, hvilket betyder, at overvågningen af Nordkorea vil blive styrket med flere fly og mere mandskab.
Nordkorea meddelte i går, at de ikke længere føler sig bundet af våbenhvileaftalen fra 1953, hvor Koreakrigen sluttede.
Det er fjerde gang siden 1982, at beredskabet forhøjes. Sidst det skete var i oktober 2006, da Nordkorea foretog sin første atomprøvesprængning.
Tidligere på ugen foretog nordkoreanerne atter en atomprøvesprængning, og det har fået FN til at forberede sanktioner mod landet. Et forbud mod import og eksport af alle former for våben til landet har været på tale, ifølge Reuters.
Ifølge eksperter er de nordkoreanske aggressioner et forsøg fra den nordkoreanske præsident Kim Jong-il på at stramme grebet om magten, efter et slagtilfælde i august sidste år såede tvivl om hans fremtid.