Skal du ud på vejene i Syddanmark her juleaftensdag, så er det virkelig om at overveje, hvad du egentlig bevæger dig ud i.
På Bornholm frarådes al udkørsel af politiet. I Sønderjylland og på Lolland og Falster lyder beskeden på, at al unødig udkørsel frarådes.
"Det er virkelig om at lytte til politiet. Eksempelvis er selv sneploven kørt fast i Sønderborg. Og vi skal altså have hjælp af bæltekøretøjer, mange andre steder," siger pressetalsmand i Falck Jeppe Ilkjær.
Sidder man fast i sin bil kan der gå timevis før hjælpen når frem, advarer han.
"Så det er virkelig julemiddagen, der er på spil," konstaterer Jeppe Ilkjær.
Falck opfordrer derfor til, at man holder øje med trafikken på trafikken.dk, løbende bliver politiets anbefalinger, eller via medierne.
Omkring de store byer og på motorvejene kører trafikken i dag en smule lettere efter en lang og hård nat.
Falck har således assisteret godt 450 biler natten til i dag, især Sjælland har været hårdt ramt. Her har 150 fået hjælp.