Jyske Bank indførte tidligere på måneden negative renter for beløb på over 7,5 millioner kroner, og onsdag følger Sydbank trop.
I forbindelse med bankens halvårsregnskab skriver banken, at anfordringsindlån på over 7,5 millioner kroner vil have en rentesats på minus 0,6 procent medmindre andet aftales.
Dermed har de to banker indført lignende vilkår - og de rige kunder i begge banker skal dermed betale for at have penge stående i banken.
- Vi lever i en tid med store forandringer, også når det gælder økonomien. Usikkerheden er blevet større, og det smitter af på rentemiljøet, der er blevet yderligere forværret.
- Derfor indfører vi negative renter på privatkunders anfordringsindlån over 7,5 millioner kroner, skriver Sydbank i sit regnskab.
I regnskabet fremlægger Sydbank også sit ræsonnement for, hvorfor banken tager det bemærkelsesværdige træk.
Tal fra Danmarks Statistik har vist, at 1728 personer vil blive ramt af negative renter, hvis alle gør som Jyske Bank og Sydbank. Det svarer til 0,04 procent af alle danskere, der har penge i banken.
- Vi har et stadigt stigende indlånsoverskud på privatkunder, skriver banken.
- Indlånsoverskuddet kan enten sættes i nationalbanken til minus 0,65 procent i rente eller investeres i obligationer, der ligeledes har negativ rente – selv med lang løbetid.
- Bankens indtjening er markant påvirket heraf.
- Forventningerne er, at det negative rentemiljø vil fortsætte i adskillige år.
De dystre udsigter for banken følges af et regnskab, hvor basis- og handelsindtjeningen er skrumpet fra 1032 millioner kroner til 945 millioner kroner.
Det har gjort ondt på bundlinje, der er faldet fra 237 millioner kroner til 184 millioner kroner.
Trods faldet glæder direktør Karen Frøsig sig over, at kundernes økonomi ser stærkere ud. Det betyder, at banken igen - for niende kvartal i træk - kan tilbageføre nedskrivninger.
/ritzau/