Læg Nord- og Sydkorea sammen - og lad os skabe et fredeligt samfund, hvor vi sammen kan stræbe efter kraftig vækst.
Det foreslog Sydkoreas præsident Lee Myung-bak i går på årsdagen for Japanernes kapitulation i landet, oplyser CNN.
Han har lavet en plan for, hvordan en sammenlægning kunne finde sted - men Nordkorea er langt fra tilfreds med hans tanker.
"Vi lover verdens strengeste straf for disse udtalelser. De amerikanske imperialister og de sydkoreanske forrædere vil møde en kraftig modreaktion," hedder det i en officiel udtalelse fra Nordkorea.
I dag starter USA sammen med Sydkorea en 11 dage lang militærøvelse nær Nordkoreas grænse. Det har tidligere fået Nordkorea til at udtale, at der bliver svaret "fysisk igen," hvis øvelserne gennemføres, da det er en overtrædelse af landets suverænitet.