”Vognhjulspigerne” i Padborg i grænselandet blev chikaneret af deres arbejdsgiver, de fik ikke deres løn, blev snydt for deres pension og blev behandlet så svinsk og uforskammet, at det – heldigvis! – savner sidestykke.
I dag og resten af ugen kan du læse hele historien i Avisen.dk. Vi går mod normen og skriver langt på nettet – fordi det er vigtigt.
Kvindernes historie er vigtig – fordi de sagde fra. Og gik bogstaveligt talt ud af døren. Faglærte og ufaglærte, i et område af landet, hvor der sjældent er arbejdspladser i overskud - heller ikke i opgangstider - satte de det hele på spil.
Og vandt i Arbejdsretten. For så at blive svigtet af fagforeningen, af Lønmodtagernes Garantifond og af Arbejdstilsynet. To år gik der før de fik deres penge – da var deres arbejdsgiver blevet gældssaneret.
Kvinderne gjorde alt det, de skulle gøre. Men blev svigtet. Det er svært at få dem til at forstå, at de skal blive i fagforeningen.
Avisen.dk har talt med alle parterne i sagen – og vi taler også med forbundsformand Poul Erik Christensen.
Så følg med i dramaet om ”Vognhjulspigerne” – de er hverdagens sande heltinder.