Det var resultatet af en menneskelig tragedie, der i den weekend fandt sted på en gård ved Hørning. Det mener Jens Gammelgaard, der er formand for landboforeningen Odder-Skanderborg.
Foreningen har sendt konsulenter ud til de to gårde, hvor man søndag aften fandt i omegnen af 600 døde svin, der blev fortæret af rotter og overlevende svin fra bestanden. Efterfølgende måtte op mod 300 svin aflives.
»Jeg ved, at der er meget alvorlig sygdom i familien. Men når det er sagt, blev svinene heller ikke passet ordentligt, inden sygdommen trådte til. Det er dybt tragisk det her. Den slags må ikke ske,« siger Jens Gammelgaard.
Han oplyser, at det kun gjorde ondt værre, at der var for mange grise i stalden, da slagteriet var forsinket med afhentningen.
At der angiveligt ikke har været tilknyttet nogen dyrlæge til bestanden de seneste fem måneder, chokerer Jens Gammelgaard.
»Det er jo fuldstændig tåbeligt,« siger han tydeligt oprevet.