Det danske udenrigsministerium har ikke udsendt et varsel, hvor de fraråder danskere at tage til Mexico. Det har mange andre lande gjort. Og svineinfluenzaen spreder sig med hast.
Selv om danske borgere endnu ikke direkte frarådes at rejse til Mexico, så opfordres de dog til at følge de lokale myndigheders anvisninger, skriver ministeriet på en særlig hjemmeside, der er oprettet i forbindelse med sygdomsudbruddet.
Både USA og Storbritannien har ellers udsendt et varsel til sine borgere, hvor de på det kraftigste fraråder, at man rejser til Mexico.
Sygdommen er ud over Mexico med sikkerhed fundet i USA, Canada, Spanien og Storbritannien. Mindst 2.000 mennesker er verden over smittet med influenzasygdommen, der minimum har krævet 149 menneskeliv.
Epidemien af svineinfluenza er nu så voldsom, at verdenssundhedsorganisationen WHO i nat hævede alarmniveauet til fire ud af seks over for sygdommen.
Når WHO hæver alarmberedskabet til seks vil sygdommen ikke længere være en epidemi, men en pandemi. Det vil sige en verdensomspændende influenzasygdom, som ikke er under kontrol.
Otte danskere har ligget til observation for sygdommen. En i Aalborg og de resterende på Hvidovre Hospital, de er nu alle udskrevet og venter på svar for deres prøver.