Selv om TV Avisen tirsdag aften afslørede, at svineeksportør Kurt Nisgaard udsætter danske grise for lange og ulovlige køreture til Tyskland, fastholder han sin uskyld over for DNY.
»Det hele kører lige efter bogen. De danske myndigheder har skrevet under på mine papirer og ved hvad, der foregår. Jeg har ikke lavet noget, der ikke tåler dagens lys,« siger Kurt Nisgaard onsdag til DNY.
Ifølge TV-Avisen fører danske eksportører systematisk myndighederne bag lyset, når de transporterer svin til Tyskland. Eksportørerne forklarer myndighederne, at transporterne varer under otte timer, men efter et kort ophold i Tarpholz syd for grænsen transporteres svinene i virkeligheden videre i meget længere tid. På den måde kan eksportørerne fylde 20 procent flere svin på bilen, og samtidig behøver eksportørerne ikke at give dyrene vand.
Men dyrene har det godt, siger Kurt Nisgaard, der har eksporteret grise i over 15 år og efter eget udsagn aldrig har haft problemer med de danske myndigheder.
»Grisene får altid vand under transporten, og jeg garanterer, at dyrene har det godt,« siger Kurt Nisgaard.
Han skal netop i dag onsdag formiddag sende 900 grise til Bremen i Tyskland.
»Jeg er på vej til Kolding, hvor jeg skal sende et læs grise til Tyskland. Jeg ved endnu ikke, om vi gør holdt i Tarpholz, men turen til Bremen kan sagtens køres på under otte timer,« siger Kurt Nisgaard.
Han vil endnu ikke forholde sig til, at familie- og forbrugsminister Lars Barfoed (K) vil straffe og eventuel fratage ham retten til at køre med svin.