Med godkendelsen af kødklister - eller enzymet thrombin - åbnes der op for, at kødklistret frit kan bruges i kød fra andre dyr end det, kødklistret strammer fra.
"Som lovgivningen ser ud nu, ligger der ikke noget til hinder for, at thrombin fra svineblod benyttes til at binde oksekød," siger biokemiker i Fødevarestyrelsen, Birgit Bønsager, til Politiken.
Sammenblandingen af kød og blod fra forskellige dyr vækker bekymring i Forbrugerrådet.
"Når man køber oksekød, skal man kunne gå ud fra, at det er okse. Og når man køber svinekød, skal man kunne gå ud fra, at det er svin," siger koordinator Sofie Krogh Holm.
Hun understreger, at Forbrugerrådet ønsker et totalt forbud mod kødklister. Og det samme gør et flertal uden om regeringen på Christiansborg.
"Det er meget, meget problematisk, at der ikke er nogen regulering med denne sammenblanding. At man kan lade det passere igennem i EU, er mig helt uforståeligt. Regeringen har ikke gjort sit arbejde godt nok, og der bør omgående sættes nogle regler op," siger Socialdemokraternes forbrugerordfører, Benny Engelbrecht.
Sammen med forbrugerordførerne fra de radikale og SF vil Benny Engelbrecht nu gå til fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) for at få stoppet sammenblandingen af kød og blod fra forskellige dyr.
Ministeren ønsker ikke at kommentere sagen og henviser blot til Fødevarestyrelsens anvisninger. De oplyser, at det vil fremgå af varedeklarationen, om kødklistret oprindeligt stammer fra kvæg eller svin.