I et opslag på sin hjemmeside advarer Forsvarsministeriet om falske mails.
Mailsne er begyndt at dumpe ind i folks mailbokse efter Vladimir Putin angreb Ukraine torsdag.
Et ukendt antal borgere har modtaget en falsk mail om, at regeringen har besluttet sig for at indkalde reserven i forbindelse med den sikkerhedspolitiske situation i Europa, skriver Forsvarsministeriet.
Af den falske mail fremgår det, at man som borger vil blive kontaktet telefonisk for yderligere information.
Men Forsvarsministeriet gør det klart, at reserven ikke er blevet indkaldt.
"Forsvarsministeriet og underliggende myndigheder skriver kun direkte til borgere via digital post og e-Boks og ikke via og ikke via eksempelvis Gmail og Yahoo", fremgår det desuden af opslaget.
Har du modtaget sådan en mail, så skal du hverken klikke på linket eller besvare mailen. Du skal i stedet slette mailen.
Hvis du har videregivet oplysninger, som du oplever bliver misbrugt, skal du straks kontakte politiet.