61 svindelsager til mindst 18,7 millioner kroner.
Det er, hvad Danida mener, at den danske stat er blevet snydt for i år. Danida står for formidlingen af den danske ulands-bistand, og har netop offentliggjort en række tiltag, der skal fange svindlerne.
Det er især kontrol i ulandene, der skal begrænse svindlen.
I alt er 20 mistænkelige sager blevet afsluttet i år, og generelt er omkring halvdelen af pengene tabt - mens der i en fjerdel af sagerne er tale om en ubegrundet mistanke. Det oplyser Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.
Der er tale om et større tab end tidligere år, men det skyldes ifølge ministeriet især en enkelt sag, hvor en virksomhed er gået konkurs.
Hovedparken af svindelsagerne kommer fra Afrika, der dog også er et af de områder, der modtager flest penge fra den danske ulandshjælp.