Har du fået en spammail, hvor afsenderen er ude på at sælge dig medicinen Tamiflu, så er du ikke den eneste. Lyssky krejlere på nettet har nemlig sat fokus på tidens mest omtalte sygdom H1N1 - også kaldet Influenza A eller svineinfluenza - som de nu vil tjene penge på.
Tamiflu bliver brugt mod fugleinfluenza, men skulle også virke mod H1N1, men det er ikke nogen god idé at købe det over nettet.
"Man skal lade være med at købe det, for der sidder nogle, som er ude på at score kassen. Enten får man noget, der er farligt, ellers får man noget, der ikke virker," siger Helle Jacobsgaard, der er farmaceut i Danmarks Apotekerforening, til 24timer.
Og det er ikke kun dig selv, som risikerer at få problemer med helbredet, hvis du spiser den falske Tamiflu-medicin.
"Hvis man klikker på et link i mailen, kan ens computer blive ramt af en skadelig kode, så det skal man være meget forsigtig med," siger Shehzad Ahmad, der leder organisationen DK-CERT, som overvåger sikkerheden på nettet.
Han understreger, at hvis et firma sender spammail, så er det sandsynligvis ikke et firma, man har lyst til at handle med.