Flere danskere har fundet en udspekuleret genvej til gratis fedtsugninger og plastikoperationer. De får lavet operationen i udlandet og sender efterfølgende en forfalsket lægeattest, der dokumenterer at operationen er foretaget efter en ulykke, til deres rejseforsikringsselskab.
- Der er simpelt hen et marked, hvor folk kan købe medicinske regninger, som de så vedlægger deres anmeldelse. Vi har et stigende antal sager vedrørende plastikkirurgi, men selv om vi har opsamlet stor erfaring fra tidligere sager med at afsløre falske regninger, fanger vi formentlig kun toppen af isbjerget, siger skadechef Charlotte Bjerregaard fra rejseforsikringsselskabet SOS International til Frederiksborg Amts Avis.
Især sidst på ferien
Ifølge flere forsikringsselskaber er det især sidst i ferieperioden, at folk er kreative med anmeldelserne.
- Det er påfaldende, at langt de fleste opkald kommer på de sidste to-tre feriedage. Men når anmeldelsen er vedlagt en falsk politirapport, er det svært at afsløre, siger Karin Tranberg fra Gouda Rejseforsikringer.
For at forebygge de falske lægeerklæringer og politirapporter, har de større forsikringsselskaber i løbet af de seneste par år ansat 35-40 efterforskere, hvis opgave er at afsløre forsikringssvindel.