Når nu alle kammeraterne smutter sydpå til varmen – hvorfor så ikke tage med?
Det spørgsmål stillede Dansk Ornitologisk Forening sig selv på vegne af en bemærkelsesværdig hjemstavnsbundet landsvale, der hele vinteren har fløjet omkring og jaget insekter i en svinestald med over 150 svin på Djursland i stedet for at trække til Afrika.
Sådan en adfærd er nemlig aldrig tidligere dokumenteret.
På gården har medhjælper Erling Nitschke holdt øje med svalen hele vinteren.
»Den klarer sig godt og er tilsyneladende i fin form, den er i hvert fald perfekt i fjerdragten. Den fanger fluer fra svinene hver dag, og jeg tror ikke, at den på nogen måde lider nød. Den kan også sagtens finde vand i stalden, hvor der er varmt døgnet rundt,« siger han til Dansk Ornitologisk Forenings nyhedsbrev.
Han var ellers meget opmærksom på at give svalen – der før jul også havde en makker, der desværre ikke klarede den – mulighed for at fortryde sin opsigtsvækkende beslutning.
»Vi holdt dørene og flere vinduer åbne, så de kunne komme med de andre, da vi fornemmede, at det var tid til afgang. Men landsvalerne blev inden døre. Hver tredje uge bliver en port åbnet til stalden, så der kan komme nyt halm til grisene. Men svalen er ikke på noget tidspunkt fløjet ud af porten til et liv under åben himmel. Den betragter tilsyneladende stalden som sin bedste livsforsikring,« siger Erling Nitschke.
Sådan et fugleeventyr er aldrig før set herhjemme, bekræfter Knud Flensted, der er biolog i Dansk Ornitologisk Forening.
»Den aktuelle historie fra Djursland er det første dokumenterede fund af en landsvale, der har overlevet i Danmark i december, januar og februar,« siger biologen til nyhedsbrevet.
Og dog.
For Knud Flensted har faktisk, hvad han selv kalder et »personligt kendskab til en landsvale«, der i 1989 befandt sig i en stald i Midtjylland til omkring juletid.
Hvilket får ham til stille at konkludere:
»Så staldsvaler er ingenlunde et ukendt begreb.«