Man skal passe på med, hvad man putter i næsen, hvis man skal deltage i OL.
Det måtte Svetlana Terenteva sande, da hun torsdag blev testet positiv for stoffet tuaminoheptane. Det er lovligt uden for sportens verden, men må ikke bruges i forbindelse med sportsstævner.
Den russiske dopingsynder har forklaret, at hun blot forsøgte at kurere en forkølelse. Tuaminoheptane er et stof, som findes i næsespray, men betragtes som doping, fordi det også har en stimulerende effekt.
Hun stoppede med at bruge stoffet den 3. februar, og det er derfor ude af hendes krop, inden hun skal spille den første kamp.
IOC har da også valgt kun at give hende en påtale, da udelukkelse ville være for hård en straf.
30 atleter er blevet testet positive for doping, men den olympiske ledelse vil ikke offentliggøre navnene. Det er op til de nationale idrætsforbund at offentliggøre, hvem det drejer sig om.