Den svenske prinsesse Madeleines datter er søndag blevet døbt.
Den lille piges navn er Leonore Lilian Maria, der ud over prinsesse kan kalde sig hertuginde af Gotland.
Dåben skete i Slotskirken i Stockholm nøjagtig et år efter, at hendes forældre, prinsesse Madeleine og Christopher O'Neill, giftede sig samme sted.
Den lille pige var stille under størstedelen af højtideligheden. Kun da hun nærmere sig døbefonten, græd hun lidt.
Efter dåbsceremonien har det svenske par inviteret rundt regnet 100 gæster til en privat frokost. Gæstelisten er domineret af forældrenes nærmeste familie og slægtninge.
Hertil kommer repræsentanter fra regeringen og udenlandske ambassadører og en lille flok nære venner.
I den aktuelle svenske tronfølge er Madeleine nummer fire efter kronprinsesse Victoria, prinsesse Estelle og prins Carl Philip.
Prinsesse Leonore blev født 20. februar i New York.
Prinsesse Madeleine og Chris O'Neill oplyste tidligere i år, at de havde bestemt sig for, at deres førstefødte barn skulle komme til verden i USA, ikke i Sverige.
Madeleine flyttede efter en brudt forlovelse til New York, hvor hun har arbejdet frivilligt på fuld tid for World Childhood Foundation.
I New York blev hun kæreste med den britisk-amerikanske finansmand Chris O'Neill, som hun altså giftede sig med 8. juni sidste år.
/ritzau/TT