Den svenske landstræner Lars Lagerbäck måtte bekymret se til, da et af hans stærke offensive kort, Johan Elmander, måtte lade sig bære fra banen søndagens sidste EM-testkamp mod Ukraine.
Men i går kunne han ånde lettet op; den tidligere Brøndbybombers hælskade er ikke så slem som frygtet.
»Det er intet alvorligt, bare en stempling, og han fik en blødning. Jeg har kigget på foden i dag (i går, red.), og det er lidt bedre,« siger den svenske landsholdslæge, Magnus Forssblad, til avisen Expressen og regner med, at Johan Elmander er klar igen om få dage.
»Johan kan gå uhindret på foden, men blødningen kan tage nogle dage, før den helt er væk. Vi må se, om han kan træne fuldt med på onsdag,« siger han.
Zlatan også klar
Dermed ser det ud til at Lars Lagerbäck må døje med helt andre bekymringer frem mod Sveriges første EM-kamp mod de græske europamestre om en uge. Inters store stjerne Zlatan Ibrahimovic mærkede nemlig under søndages testkamp heller ikke noget til det 'springerknæ', der holdt ham ude det af det meste af forårssæsonen.
Det betyder, at Lagerbäck skal vælge mellem fem angribere, der hver og en ville få hans danske kollega Morten Olsen til at savle.
Svenskernes stjerneangreb
Zlatan Ibrahimovic, 26 år, Inter
Henrik Larsson, 36 år, Helsingborg
Johan Elmander, 27 år, Toulouse
Marcus Allbäck, 34 år, F.C. København
Markus Rosenberg, 25 år, Werder Bremen