På hjemmebanen i Åre kan dette års alpine VM blive den helt store triumf for svenske Anja Pärson. Hun vandt guld i den første konkurrence, super-G, og fredag var hun også i en klasse for sig, da hun sejrede i kombinationskonkurrencen. Efter styrtløbet førte den svenske snedronning med næsten et sekund ned til de to amerikanere Lindsey Kildow og Julia Mancuso, og hun havde næsten to sekunder ned til slalomspecialisten Marlies Schild.
Anja Pärson var sidst startende af topløberne i slalomløbet, og derfor vidste hun, at hun havde et stort forspring.
Helt store triumfator
Det udnyttede hun perfekt, kørte et godt, pænt og sikkert slalomløb, hvor hun gav sig omkring 95 procent, tabte to tiendedele af et sekund til Mancuso, men var klart hurtigst samlet med en margen på 80 hundrededele.
Med sejren ser Anja Pärson ud til at blive VM’s helt store triumfator. Hun har allerede vundet to guldmedaljer, og med den form hun viser i øjeblikket, er hun blandt favoritterne i de tre resterende løb.