Væksten i Sveriges økonomi bliver mindre i de kommende måneder, og de første svaghedstegn er på vej. Det skriver Konjunkturinstituttet, KI, i sin seneste analyse af den økonomiske udvikling.
- Økonomien er på vej ind i en bølgedal, hedder det i analysen kaldet månedsbarometer, der kom på gaden onsdag.
KI erkender, at væksten i årets første syv måneder har været højere end ventet, men at de seneste data viser, at pusten er ved af gå af økonomien.
KI venter, at svensk økonomi vil vokse med 1,3 procent i løbet af 2012 og 1,8 procent i 2013. Arbejdsløsheden kommer til at ligge på knap otte procent i samme periode.
Først i 2014 er der tegn på, at væksten igen tager til, og arbejdsløsheden vil falde - om end marginalt.
Tilbagegangen skyldes især, at svenske forbrugere ikke længere ser så optimistisk på fremtiden, og at de derfor køber mindre.
KI's prognose er betydelig mere dyster, end det billede finansminister Anders Borg lagde frem for mindre end en uge siden efter et regeringsmøde.
Her sagde Borg, at væksten i svensk økonomi vil blive nogenlunde lige så stor i årets anden halvdel som i årets første halvdel med knap to procent, og at arbejdsløsheden vil falde til fem procent over de kommende par år.
Det positive billede har fået den konservative regering og finansminister Borg til at love nye store offentlige investeringer frem til Riksdagsvalget i 2014. Investeringer, som kommentatorer kalder "valgflæsk".
Holder Konjunkturinstituttets prognose, vil den borgerlige regering ikke kunne finde plads i offentlige budgetter til de investeringer, som Ander Borg lovede så sent som fredag i sidste uge.
/ritzau/TT