Sverige bliver i flere medier nævnt som et muligt mødested for USA's præsident, Donald Trump, og Nordkoreas Kim Jong-un.
Det skyldes landets ry for sin neutralitet, mener Niklas Swanström, der er chef for Institut for sikkerheds- og udviklingspolitik i Stockholm.
- Det er jo meget tidligt, og vi ved ikke, om et møde nogensinde kommer til at foregå, men Sverige har allerede sagt, at man er parat til at være vært, hvis det bliver aktuelt, siger han.
Sverige har spillet en vigtig diplomatisk rolle i forhold til Nordkorea. Det har blandt andet bistået USA i forhandlinger om frigivelse af amerikanere, der har været fængslet i landet.
Sveriges statsminister, Stefan Löfven, har ifølge nyhedsbureauet TT sagt, at Sverige med glæde vil hjælpe, hvor der er behov for det, uden at gå i detaljer med, hvad det betyder.
Og det er nok, fordi det er så tidligt i processen, vurderer Niklas Swanström.
- Det er naturligt, at parterne vil mødes et neutralt sted, og sammen med Schweiz tænker jeg, at det godt kunne blive i Sverige, siger han.
Sverige er et af få vestlige lande, der har en ambassade i Nordkorea.
Faktisk kommer Nordkoreas udenrigsminister, Ri Su-yong, der sjældent forlader sit hjemland, til Sverige for at mødes med sin svenske kollega, Margot Wallström.
Besøget i Sverige skal ske, netop som Nordkorea er i gang med en diplomatisk offensiv over for Sydkorea og USA.
Torsdag kunne Sydkorea oplyse, at Kim Jong-un har inviteret Donald Trump til et møde senest i maj for at drøfte en løsning på den koreanske konflikt.
Både Sverige og Schweiz har ifølge amerikanske avis Washington Post tilbudt at være værter for topmødet. Det samme gælder Mongoliet.
/ritzau/