Så nåede coronapandemien også helt ind på de bonede gulve i Sverige, hvor kronprinsesse Victoria og hendes mand, prins Daniel, begge er blevet testet positive for Covid-19.
Det skriver det svenske kongehus på deres hjemmeside.
– Kronprinsessen og Prins Daniel udviser lettere symptomer, men har det efter omstændighederne godt, lyder det blandt andet.
Overfor avisen Aftonbladet uddyber hoffets kommunikationschef, Margareta Thorgren:
– Kronprinsessen oplevede en lettere forkølelse i går, og lod sig teste for en sikkerheds skyld, lyder det.
Umiddelbart efter den positive test gik parret i karantæne i deres hjem sammen med deres to børn, prinsesse Estelle og prins Oscar. Samtidig har hoffet sat gang i smittesporing, og parret holdes under observation af kongehusets læge.
Kronprinsessens forældre, kong Carl Gustaf og dronning Silvia, er begge blevet vaccineret mod sygdommen.
Efter kronprinsessens positive test lod hendes mand, prins Daniel sig også teste. Og han var også blevet smittet. Ritzau Scanpix