Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti har været en stor inspirationskilde for det indvandrerkritiske svenske parti Sverigedemokraterna (SD).
Sådan lyder det i en farvelhilsen til den afgående DF-formand fra den anden side af sundet.
- DF og SD er forskellige partier, det må man ikke glemme. Men i mange spørgsmål har vi samme holdning, og DF har altid ligget nogle skridt foran os, både i organisationen og i bredden i politikken, skriver Sverigedemokraterna formand, Jimmie Åkelund.
- Mange gange har vi kigget over sundet og tænkt: Hvis DF kan, så kan vi. En anden politik er mulig, selv i Sverige, fortsætter han.
Han er sikker på, at DF også i fremtiden vil levere masser af inspiration til Sverigedemokraterna, men Pia Kjærsgaards personlige stil har også vakt opmærksomhed.
- Det, der har gjort mest indtryk, er Pias retlinede måde at håndtere spørgsmål, som andre politikere ikke tør tage fat i, samt at hun altid har markeret tydeligt, hvad hun og partiet kræver af den, som repræsenterer DF, skriver Åkelund.
Han tilføjer, at både han selv, hans parti og det danske folk har meget at takke Pia Kjærsgaard for.
Mens Dansk Folkeparti har siddet i Folketinget, siden det blev stiftet i 1995, kom Sverigedemokraterna først i det svenske parlament, Riksdagen, i 2010. Her fik partiet 5,7 procent af stemmerne, og det sidder på 19 af Riksdagens 349 pladser.
/ritzau/