Den svenske miljøminister Andreas Carlgren tror ikke på, at problemerne med radioaktive udslip kun begrænser sig til atomkraftværket i Forsmark. Derfor vil han nu have FN’s atomenergiagentur, IAEA, til at granske alle svenske atomkraftværker for lignende fejl.
Sveriges Radio kunne onsdag rapportere, at Forsmark gennem de seneste tre år har sluppet mere radioaktivt materiale ud, end hvad personalet havde kendskab til.
Socialdemokraternes atomordfører, Peter Jeppsson, udtrykte også onsdag bekymring.
»Forsmark har jo haft ry for at være det sikreste atomkraftværk. Derfor må man nu spørge sig selv, om disse problemer også findes på de øvrige anlæg,« sagde han ifølge nyhedsbureauet TT.